Historien om racen
Haflingeren er en hesterace, der stammer fra Tyrol i Østrig og oprindeligt fra Sydtyrol. Den er opkaldt efter den lille bjerglandsby Hafling i norditalien.
Haflingeren bliver brugt som familiehest i alpelandet. For vogn om søndagen til kirke, som dressurhest klassisk dressurhest, som showdyr og som turisthest i hele Østrig. Men også i resten af verden har hesten gået sin sejrsgang. I Tyskland er Haflingeren den mest populære fritidshest overhovedet. I Danmark stiger interessen og efterspørgslen også.
Forskellige behov har formet den lille bjerghest til det, den er i dag. Hæren havde brug for en stærk trækhest, der kunne trække våben og proviant over bjergene, men samtidig en stærk og udholdende ridehest som var loyal i kampens hede. Bønderne havde brug for en hjælper i det stejle terræn, og konkurrencerytteren havde brug for en forædlet og meget varmblodet hest.
Udgangspunktet for Haflingeren som etableret race var krydsningen af de lokale hopper med Arabere og Norikere. Et fuksfarvet hingsteføl så dagens lys i 1874. Det kom til at hedde 249 Folie og var søn af araberhingsten 133 El Bedavi XXII og en lokal bjerghoppe. Det lille hingsteføl vakte stor begejstring og blev beskrevet: En muskelpakke med araberadel, med lang skrå skulder, kraftige led, storrammet bygning, stor gang og vidunderligt temperament. 249 Folie viste sig at være en god avlshingst. Den bedækkede i 18 år og blev racens egentlige stamfader.
Syv hingstelinier og 32 hoppeliner udgår fra 249 Folie. Alle linjer er registreret, og rene haflingere kan føres direkte tilbage til 249 Folie.
Fra robust kørehest til sporty allround hest
Engang var haflingeren en robust hest skabt til at bære og trække. Igennem målrettet avl har haflingeren udviklet sig til en eftertragtet fritidshest med positive karakteristika:
- rolig temperament
- høj arbejdsvillighed
- et elegant ydre
- sund og med høj modstandskraft
- nøjsom og let at fodre
Lige siden avlen blev målrettet mod fritidsmarkedet, er stangmålet forsigtigt forhøjet: Målet er pt. 140-150 cm. I dag findes der ca. 1000 Haflingere i Danmark og der er her en fremgang i hesteracens popularitet. Den har i dag ridepræg uden at ligne en sportspony. Det tilstræbes at avle en korrekt, godmodig, men livlig hest med gode bevægelser. Haflingere er altid røde med lys man og hale (rød flaxen) og aldrig palomino, som mange tror.
Haflingeren er Østrigs nationalhest
Haflingeren stammer fra Østrig, og racen er blevet en ambassadør og en kulturskat for landet. Centrum for landets avlsforbund er stutteriet “Fohlenhof Ebbs”. Stedet fungerer som hingstestation, stutteri, træningscenter og rideskole. Der er åbent for turister, og man kan få en ridetur. I juli og august afholdes ugentligt et imponerende haflingershow med dressur, spring, kørsel, kvadrilleridning, voltering og mere til.
For enhver haflinger intereseret er Fohlenhof Ebbs et besøg værd, og vi har efterhånden besøgt stedet mange gange. Vi har været der som turister, men også kørt hopper til bedækning hos deres tophingste.
Hvert 5. år afholdes verdensudstilling, hvor den aller bedste andel af verdens haflingere inviteres til at deltage. Dette arrangement er et prægtigt syn med avlsdyr i absolut topklasse og haflingere så langt øjet rækker. Det var på verdensudstillingen i 2005 vi købte vores avlshoppe Lavanda-Lena, som siden hen har været en af grundstenene i vores avl.